som maa ordne disse Stridigheder; det er en vanskelig og taknemmelig Opgave, og allerede nu gaar „Fredsbevægelsen“ sin Seiersgang over de tusinde smaa Negerriger.
Det er ikke alene de store Stride mellem Racer og Villager, som henskydes under den hvide Mands Afgjørelse, ogsaa de „borgerlige Trætter“ mellem de enkelte Individer indankes meget ofte for Stationernes Chefer. Staten lægger sig ikke selv op i disse private Trætter. Man har vistnok en Civillov for Kongo, men den kommer aldrig til Anvendelse paa de Indfødtes indbyrdes Tvistemaal og civilretslige Forhold, medmindre de Indfødte selv ønsker det. Tvisten afgjøres af dem selv, — af deres Chefer i deres Palabrer efter de gamle gode lokale Sædvaner. Men nær Stationerne kommer gjerne de Indfødte selv til den hvide Chef, og denne viser dem sjelden fra sig. Han maa da lade dem faa snakke ud; han maa høre dem grundig og længe; han maa med Taalmodighed og Kombinationsevne gaa ind i deres Tankegang, og han maa kunne tale og forstaa deres Sprog, hvad man forøvrigt lærer noksaa fort, saadan rent udvortes
