endnu ikke naaet; men vi har jo Tiden for os. Hensigten iøvrigt — Seiler-Skandinavismens Fremgang — er naaet. Og mere end det: Den uskyldige Pokal har formaaet at vække en ædel Kappestrid inden selve de paagjældende Klubber, — og naturligvis udelukkende for Sagens Skyld! I danske yachtklub rasede der iaar en vældig Strid! Der opstod Partier, Diskussion, Pressefeide; to Baade kjææmpede om Æren at forsvare Pokalen; den ene vandt, men den anden blev udvalgt; thi Danskerne er klogere end vi, de nøiede sig ikke med Prøveseiladser, nei, de spurgte den danske Mohn, hvad Slags Veir der vilde blive!
Tænk om vi havde gjort det ifjor ved Narverød! Da havde vi gjemt vor kostelige Pokalbaad paa et lurt Sted, Ararats Bjerg var undgaaet, og Pokalen havde fremdeles været vor.
Danskerne er kloge; det blev da ogsaa efterhaanden den lune Bris, som var spaaet, og Dansken vandt; efterpaa kom megen Snak fra alle dem, som stod udenfor, som ikke var tilstede, eller som ihvertfald ikke havde noget Ansvar: „hvis der var gjort dit, og hvis der var gjort dat, saa osv.“ — Ja, det er jo det store skrig efter enhver Kapseilads.
