paa Sætertrappen og manglede kun Vand. Sult plagedes vi ikke af; men Tørst!! Vi enedes om at fortsætte Turen, — det var jo saa vakkert Veir; bare Hvile at gaa i sligt Veir. Vi havde bare at fortsætte ind Dalen til Fjeldet, rundt Slethø, langs Vestsiden af Rondane og ned til Mysusæter, ca. 3 Mil. Kl. var da bleven 3 Eftm., og Føret var godt. Smaa perlemorfarvede Skyer frydede vort Øie, men ak! de var som den falske Smerdes.
Da vi var færdige med Dalen og kom op paa Fjeldet mod Slethø, forsvandt Solen med et afskyeligt, bedaarende Smil og vinkede til Stormen. Den var strax villig!
Nu skulde den faa Hevn for to Dages Formastelighed; den kom fra Sydvest — stik imod, og med Granater som igaaraftes. Jeg tror, vi er de eneste, som har havt Solskin den Skjærtorsdags Eftermiddag! Solen formelig kjærtegnede os, den lokkede os og — narrede os som igaar. Vinden var lur nok til ikke at skræmme os strax; den begyndte med korte Stød, som bare virkede forfriskende; vi aabnede de knustørre Læber imod den og drak den ind som Champagne. Men da den saa, vi følte os trygge og fortsatte Vandringen, peiste den paa, og snart stod hele
