og man vedblev at leve i lykkelig Uvidenhed om, at man omsider var opdaget.
Men det hvide Spøgelse kom igjen, og flere med ham; og der blev megen Undren i Villagen, — hvad i Alverden skulde dette betyde? Og stadig hørte man om flere Hvide, og de havde ingen Kvinder, det var et daarligt Tegn; og desuden, — fremmede Mænd havde aldrig bragt med sig andet end Sorg og Elendighed. Signaltrommerne var i Bevægelse den ganske Dag, og Luften var fuld af Rygter.
Sommersteds gav man ikke Tid til at reflektere: man flygtede i Rædsel til sikte Skjulesteder ved første Glimt af de nye Mænd; til sin Forbauselse fandt man som Regel alt urært, naar man endelig vovede sig frem.
Andetsteds slog Chefen i Bordet og sagde: „Nei naar det blir saa meget Leven her, saa flytter jeg!“ Og saa drog han med hele Befolkningen til andre Steder og grundede en ny Village.
Men nogle Chefer, og det var kanske ikke de færreste, tog det hele med kongelig Ro og besluttede at se Tiden an.
Og Sort og Hvidt mødtes; de snuste paa hinanden, og det var alt andet end behageligt. Hvidt syntes, at Sort lugtede som af gamle
