Kaalmarker, medens Sort gysende opdagede at Hvidt lugtede af Lig. Ikkedestomindre sad der omkring i Villagerne mangen gammel Gourmand, som nok gjerne vilde smage lidt paa den hvide Mand. Og det hændte jo ogsaa en sjelden Gang, at man bragte en falden Hvid, som saa blev tilberedt efter Kunstens Regler. Chefen tog sig et udsøgt Stykke, og det maatte han sige, at det smagte aldeles nydeligt; en liden, frisk Bismag af Salt, en ren Lækkerbidsken; og Chefen besluttede at behandle den Faldne som sin personlige Fiende og beholde ham helt for sin egen Mund.
Det blev mere og mere besynderligt dette med de hvide Mændt. De vilde ikke have Kvinder og Slaver; de vilde ikke røre deres Villager; de kom med Kobber og Messig og Tøi og Perler og bad om Gjeder og Høns; de havde Møder med Chefer og Noblesse og drog videre; ja, uden Rædsel tog de ind i Skovene til de onde Fetischer og de frygtelige Naboer. Og der kom andre hvide Mænd, der var en Trafik og en Uro som aldrig tilforn. Ja, det var i Sandhed en besynderlig Historie!
Men det kunde jo ikke negtes: de kom
