sine Mænd, og de er ikke billige! Der er det selvfølgelig Manden, som skal arbeide, medens Kvinderne flagrer om som Sommerfugle og bestiller omtrent saa meget som vi Negermænd!
Vore Døtre skal ogsaa arbeide, saa de bliver haardføre og sterke, saa vi senere kan gifte dem bort for rigelige Summer, og paa den Maade faa den Kapital, som vi har bedlagt i vore Koner, til at bringe gode Renter. Og vore Slaver skal arbeide for os, derfor er de Slaver. Men vi selv! Vi Chefer, Nobelmænd og frie Mænd, vi skulde arbeide paa Statens Bud og sammen med og lige med Slaver, for Øinene af vore Kvinder! Skal ikke vi, som Aristokratiet i andre Lande, gjøre det, vi selv har Lyst til, — gaa paa Jagt og Fiskeri, som andre Nobelmænd, naar det behager os, eller hilse paa Aristokratiet i andre Riger, andre Villager? Er det ikke vor Opgave at vaage over Statens Tarv, medens andre stræver for os, og diskutere Kvindernes og Slavernes og vore egne betydningsfulde Spørgsmaal paa vore store Thingmøder?
Nu skulde pludselig alle stilles lige, — nei, det maa ikke ske!“
Denne Tale har visselig vakt enorm Til-
