af diplomatisk Art, er ogsaa meget effektiv, Egnens hvide Chef begiver sig til den gjenstridige Village med endel Soldater og slaar sig rolig ned hos de Indfødte. Er det noget, disse ikke fordrager for sit bare Liv, saa er det at have uindbudne Fremmedfolk, og da specielt Soldater og Hvide, i Landsbyen; den taber sin Charme; al Hygge forsvinder; det daglige Liv gaar ikke mere i sin vante Gjænge; almen Nervøsitet og Uro. Og meget snart vil en eller anden Stormand henvende sig til den Hvide og spørge, om han og hans Folk ikke vil være saa venlig at fortrække. „Jo da, saasnart de Indfødte har opfyldt sin Arbeidspligt!“ — Om ikke lang Tid kan den Hvide drage fredelig, som han kom, idet Øiemedet er opnaaet.
Jeg maa her nævne et ganske karakeristisk Tilfælde. En større Chef, ikke langt herfra, Herre over 5—6 større Villager, havde i længere Tid stillet sig modvillig overfor Staten, og en vakker Dag gav han Ordre til sine Undersaatter, at de skulde nedlægge alt Arbeide overfor Staten, — altsaa en regulær Generalostrike! For strax at søge at undgaa de mulige Følger af denne Strike, forlod han og alle hans Mænd, bevæbnede Til Tænderne,
