Blandt disse fandt han et par nye verker, som særlig fristet til fordypelse: Rasks bekjendte «Veiledning til det islandske eller gamle nordiske Sprog» fra 1811 og det store ved den samme Rask for Jacob Aalls regning utgivne islandsk-latinske leksikon av Bjørn Halldorsson. Gammelnorsk var endnu et ukjendt sprog, undtagen for nogen ganske faa; kammerjunker Adler paa Gimsø Kloster var vistnok den eneste paa Skienskanten som var indviet i faget. Hos ham fik ialfald Peter Andreas den første veiledning, hos ham fik han ogsaa laane hjem Schønings statelige utgave av «Heimskringla».
Her hadde der aapnet sig en ny kilde til fryd for den unge bokorm. Det var ikke frit for at hans lærde rektor saa skjævt til denne nye interesse, som truet med at stille klassikerne i skygge; ialfald fandt han det nu fornødent at komme med formaninger om stadig at gaa løs paa endda flere latinske skribenter. Men her kom selv rektor Ørn tilkort. Snorre blev pløiet fra perm til perm.
Peter Andreas Munch hadde opdaget den nye rike verden, hvor han fandt sig helt hjemme. Og hos sin far møtte han i dette stykke en ganske anden forstaaelse end hos sin kjære rektor; til alt held begyndte netop i disse aar det nystiftede danske Oldskriftselskab sin utgivelse av sagatekster, som hittil paa Snorre nær var næsten utilgjængelige. Sogneprest Munch kunde derfor glæde sin lærenemme søn med at anskaffe de nyutkomne bind av «Fornmanna Sögur». Sommeren 1825 tok presten sine sønner med til den anden side av Kristianiafjorden paa et besøk hos sin gamle studieven Zacharias Møller paa herregaarden Tose (Torshov) ved Fredrikstad. Her fandt den unge historikus ved grindstolperne anbragt svære runestener; det var just noget for ham, nye nøtter at knække. Og saa
