retter en av hans ungdomsbekjendte. «I regelen blev kun indkjøpt nogen av Bøllings franskbrød, hvetekavringer, smør og i høiden et stykke ost eller en spekepølse med øl dertil. Jeg husker der var betydelig jubel engang der opvartedes med krebs. Til tobakken traktertes der med hvitvin, naar der skulde være gjestebud; punsj bruktes aldrig. Vinen tilsatte Schweigaard selv inden gjestenes ankomst med sukker, idet han slap sønderhuggede smaastykker ned i flasken.» Slik kunde de fire venner sitte sammen til kl. 3 om natten.
I dette aandelige fostbrorskap, som dem imellem benævntes «Klubben», fandt Peter Andreas Munch — efter hvad han selv har uttalt — en støtte for sin let bøielige personlighet og en klarere bevissthet om sin eiendommelige begavelse. «Klubben» skulde ogsaa nogen aar senere bli kjernetroppen i den flok av unge akademikere der tok dysten op mot den ubændige høvding som samtidig hadde reist sit merke til kamp for folkelighet og frihet. Munch og Schweigaard holdt sig trofast ved Welhavens side som hans allernærmeste drabanter i den vældige strid mot det de opfattet som «raaheten» i Wergelands livs- og kunstsyn.
I Munchs liv blev dette kun en episode, han var egentlig ikke anlagt for æstetik, heller ikke for politik. Vistnok blev han valgt ind i redaktionen for det Welhavenske studenterforbunds ukeblad «Vidar», og var den eneste som tjenstgjorde sammen med Welhaven hele bladets stakkede levetid — fra sommeren 1832 til sommeren 1834; men alle hans bidrag var fagartikler, hvorav kun den første, «Norsk sprogreformation», hadde et erende. Da saa Welhaven, efter at ha set bladet gaa ind, med sit nye gjallende stridsrop, «Norges Dæmring», hadde tændt kampen paany, gav Munch ogsaa en
