Side:Brinchmann - Nationalforskeren P. A. Munch.djvu/17

Denne siden er korrekturlest
14
FORLOVELSE

burde hver for sig utdannet sig i sit kald; nu maatte den ene vike for den anden, og dette blev da naturligvis hustruen, da jo Munchs begavelse var den dominerende. Vistnok var hun sig ikke resignationen bevisst; de levde det lykkeligste, mest harmoniske familieliv, og Munchs stolthet og glæde var hans hustrus musik; han var altid en leder og støtte for hendes kompositioner. Der var ofte en melankoli over hendes spil, en ubevisst længsel efter at løfte vingerne høiere; i timevis kunde hun sitte ved pianoet, og det ene deiligere tonemaleri efter det andet rulledes op. Tilhørerne kunde sitte aandeløse og høre paa de bedaarende tonen»

Eksamenssemesteret inde i Kristiania, hvor forældrene nu bodde, tilbragte den ogsaa ellers flittige student med uavbrutt læsning; hans eneste opkvikkelse — tobak taalte han ikke — bestod i at tygge mørkt puddersukker, som han øste i sig teskevis, et pund om dagen.

I mai 1834 var han saa oppe til embedseksamen sammen med sine venner Dunker og Løvenskiold. Selvfølgelig fik han bedste karakter.

Som nybakt juridisk kandidat skal han et øieblik ha været betænkt paa at melde sig til departementstjeneste; foreløbig tok han fat som manuduktør. Saa indtraf et av disse merkelig heldige tilfælde, som kan sætte en stor begavelse ind just paa det ene rigtige spor, som fører ham til den fulde utfoldelse av hans anlæg.

En kongelig resolution av 27. august 1834 bestemte nemlig at cand. jur. P. A. Munch skulde ledsage lektor Rudolf Keyser til Kjøbenhavn og Sverige for at skrive av Norges gamle love efter de bevarede skindbøker. Fra denne dag var Munch pligtmæssig bundet til at tjene den norske national-