trolig med svensk, dansk, tysk, engelsk, irsk, spansk og russisk kildeliteratur. Han citerer ikke alene gammelnorske og latinske, men ogsaa spanske og angelsaksiske tekster, og slaar om sig med irske og russiske navneformer; han gaar i rette med Schønings kronologi, roser Finn Magnussens «Eddalære» og avfeier med et naadig klap paa skulderen den netop avdøde høiesterets-justitiarius Chr. M. Falsens dengang høit anskrevne fire binds Norgeshistorie.
Denne artikel, som egentlig bare er en bunke bemerkninger til en timelærers forskjellige bommerter, indeholder dog P. A. Munchs hele senere forfatterskap in nuce; den røber saavel dets sterke som dets svake sider, markerer saavel dets vidtspændende granskerbegjær som dets begrænsning. Allerede nu har Munch været grepet av en lidenskap for at rydde op i hver kraa av sit folks ældre historie og av en hellig begeistring for at «utbrede almen kundskap om hine store forfædre, om Norges forrige forfatning, der i forhold til tiden var saa fortrinlig, ja næsten makeløs» Allerede nu var han ogsaa paa det rene med at det «ikke er saa let at skrive en norsk historie for en nordmand», fordi hittil «den norske historie blot underordnes den danske, saa «den som nu vil paata sig at skrive en egte norsk historie, ei alene har at berigtige, men og at fremdra fakta» — «ingen av delene lar sig gjøre uten at han gaar til de oprindelige kilder selv». Derfor er han sig allerede nu paa forhaand bevisst, at hvor de oprindelige kilder endnu er utilgjængelige, der maa han foreløbig ialfald la granskningen hvile.
Denne begrænsning kom Munchs forskertrang aldrig utover. Han døde rigtignok bare 52 aar gammel, og hadde da netop uttømt alle tilgjænge-
