som han var en beredvillig autoritet at ty til for bl. a. ekspeditionschef Jens Kraft under utarbeidelsen av de historiske partier av hans store fortræffelige «Topografiske statistisk-Beskrivelse over Norge» (1820—35). Nærmest til administrationens bruk hadde han i 1830 utgit sin grundlæggende «Historisk Underretning om Landvernet». Blandt denne utrættelige lærdes mangfoldige bidrag til «Samlingerne» var det især ved de avhandlinger som direkte belyste de danske kongers og myndigheters behandling av Norge at han vakte almen opmerksomhet — og det ikke bare ved deres stoffylde, men endda mere ved sin uforsonlig-kritiske tone.
Hvad der ikke mindst ærgret Berg, var enkelte nyere danske historikeres (f. eks. Jahns) tilbøielighet til at lægge skjæve skygger over Norges forhold under dansketiden, samt — og her hadde han ialfald Lundh og Keyser med — den unge danske «oldnordiske sprog- og literaturforskning, som i sin sterke nationalbegeistring formelig truet med at rane fra Norge og tilegne Danmark det norrøne oldsprog. 1 den pompøse opfordring til at subskribere paa »Samlingerne» — og mange hundrede subskribenter meldte sig — læste man:
«Saa meget kraftigere opfordres vi, landsmænd! til i saa maate at lægge en ivrig og flittig haand paa verket, som vi ser vore venner og stammebeslegtede østen- og søndenfor os at skjænke denne gjenstand en almindelig og snart sagt udelt opmerksomhet, og som vi endog har nogen grund til at befrygte, at denne fremmede — i og for sig selv berømmelige, men for en stor del ved vor likegyldighet fremlokkede — virksomhet fremdeles (hvortil tegnene allerede længe synes at ha vist sig) turde faa i sinde at paata sig vergemaal for os, og herefter som hittil skrive Norges historie ei blot paa
