fremmed grund og med fremmede hænder, men ogsaa med fremmede hjerter. Endnu er der dog tid til ogsaa i denne henseende at redde vor nationalære; endnu findes der mod, lyst og — vi haaber det for visst — ogsaa tilstrækkelig evne til at raade bot paa denne mangel. Lader os da med alvor gripe verket an og, indsamlende materialier for vort sprog og for vor historie, øre det mulig i det ringeste for den kommende slegt at grundlægge og opstille et fra en uforvansket saga hentet billede av Norges fortid i dets usunde som i dets syke dage.»
Programmet var opstillet. Og arbeidet var igang. Men uten forkleinelse for nogen av de dygtige og interesserte forskere som vi har set ta fat, maa det dog, efter det de fik utrettet, erkjendes om dem, at ingen av dem vilde været istand til at løse den opgave som her blev stillet.
Det avgjørende skridt til en løsning av opgaven i hele dens omfang var den kongelige resolution av 27. august 1834, som la ansvaret paa de to unge mænds skuldrer som netop stod fuldt rustet til at «gripe verket an»: den 31-aarige lektor Rudolf Keyser og den 24-aarige kandidat Peter Andreas Munch.
Med disse to granskeres fælles utfærd vaaren 1835 aapnes den metodiske nationalforskning for Norges vedkommende.
UTFÆRDEN.
Høsten 1834 og vinteren blev en livlig periode i den lille hovedstad. Der var trukket en skybanke op paa unionspolitikkens himmel; nye svenske sølvdalere bar Norges løve som et led i det svenske riksvaaben, og det svenske regjeringskontor
