hadde synderlig anlæg eller synderlig interesse for. Hans stemme var temmelig svak og klangløs, foredraget ensformig og hakkende. Han pleide at ha endel bøker med eller endel løse papirlapper med notater paa; han bladet i dem, læste op noget hist og her og gjorde sine bemerkninger derved — som det syntes, uten nogen videre sammenhæng og av blandet indhold — lingvistisk (sprogvidenskabelig) eller historisk-kritisk, eftersom det traf sig. Det var angelsaksisk historie han læste over. Uten tvil var der i hvad han kom frem med, mangt et guldkorn for den som hadde skjøn paa det, for specialisten eller fagmanden; for han var jo av dem som altid fandt noget, hvor han saa grov — noget værdifuldt eller ialfald noget rart. Men for det almindelige forelæsningspublikum passet det ikke. Der var ikke mange tilhørere, og jeg tænker at de fleste gjorde som jeg, nemlig uteblev efter at ha gaat der nogen ganger og faat sin nysgjerrighet tilfredsstillet. Og Munch brydde sig vist ikke det mindste om at hans auditorium blev tomt; han var vel snarere tilfreds med at kunne slutte, — jo før des heller — av mangel paa tilhørere; for han hadde saa meget andet nyttigere og vigtigere arbeide at ivareta end at haspe av det reglementerte antal forelæsninger.»
Sars dømmer vel her noget ensidig; han har selv som forelæser altid holdt sig den gyldne regel strengt efterrettelig at vise sig paa katetret aandelig talt i fuld puds, med nøiagtig utformet og sikkert pointert foredrag. Muligens har Munchs anden store eftermand, professor Sophus Bugge, rammet forholdet rigtigere, naar han i sit beaandede mindeforedrag — det blev hans avskedstale til sine lærlinger — uttaler om sine ungdomslærere Keyser og Munch:
