Hundredeaarsdagen for hans fødsel bringer atter Munchs navn frem i fuldt lys. Og nationen feirer hans minde, som den har feiret hans store jevnaldrendes. Peter Andreas Munch faar like andel i sit folks tak med Henrik Wergeland og Ole Bull. Mindefestene vil slaa fast i bevisstheterne, at det nye Norges tro paa sin egen kulturs jevnbyrdighet med nabolandenes fandt sin første bekræftelse da disse tre genier aabenbarte sig.
Ole Bull og Wergeland, de to fødte kunstnere, fanget øieblikkelig folkets fantasi, straks de som et par vidunderbarn fløi ut i livets hvirvel. Fra det øieblik man blev dem var, stod «Henrik» og «Ola Fiol» der begge som menigmands halvguder. I medfør av deres «fag»s forskjellige valuta som erhvervskilde, maatte de to ungdomsvenner rigtignok leve i to forskjellige verdener. Poeten var for levebrødets skyld henvist til at tilbringe sin korte manddom indestængt paa et almindelig embedskontor, hvor hans dityrambiske natur maatte føle sig som en kongeørn bak gitter. Imens svinget virtuosen lik en ung fabelfugl videnom over verden, baaret av en storm av brusende jubelrop paa alle Europas tungemaal. Men da de, med en menneskealders avstand i tid, fulgtes til sine sidste hvilesteder, hver i sin egen stad, sluttet endeløse skarer av sortklædte smaakaarsfolk sig til det officielle følge, hulkende
