avskrifter av gamle jordebøker og brever. Man tinder saaledes saa at sige fra første færd av den frugtbare forbindelse knyttet som blev til uvurderlig nytte for dem begge — forbindelsen mellem de to jevnaldrende historikere Munch og Chr. Lange.
Denne raske oversigt godtgjør, at like fra sin hjemkomst kom P. A. Munch uvilkaarlig til at staa som en samlende midtfigur i den skare yngre granskere som omkring 1840 meldte sig under den nationale historieforsknings fane.
PERSONLIGHETEN.
Det som gav Munch denne hans centrale position, var selvfølgelig hans rent personlige egenskaper i andre retninger end som bestaltet docent.
For at nævne de ydre først — Munch var en paafaldende vakker mand. Temmelig høivoksen og meget velbygget. Paa de staute skuldrer sat et uvanlig smukt hode med en mægtig hvælvet pande, fint skaaren næse, livlig mund med litt fremskutt underlæbe og mandig hake. Blikket og bevægelserne var fulde av liv og ynde. Hele manden skal ha virket med en viss majestæt. Men samtidig maa hans væsen ha hat noget merkelig vindende ved sig; kommandere forstod han ikke, ialfald berettes det at han som overordnet — han var i halvandet aar konstituert riksarkivar — var likesom litt forknyt og ubehjælpelig. Det betagende ved hans personlighet stak i temperamentet, som overalt gjorde sig gjældende i samvær med andre — hans til skøieragtighet grænsende muntre sind, hans evne til at gi sig fuldt hen i det som forelaa. I helt private omgivelser kunde dette lykkelige humør friste ham til skjelmstykker, som røbet en ufordærvet barnlighet. Der er optegnet en mangfoldighet av slike rent pudsige smaatræk, som man ikke skulde tro
