overvældende som en sterk og altid parat hukommelse. I dette stykke maa netop Peter Andreas Munch ha været et fuldstændig fænomen. 1 den biografiske skildring fra Botten-Hansens haand, som blev indrykket som tillæg til sidste bind av Munchs hovedverk, hvis avslutning først kom ut efter hans død, læser vi:
«Alt hvad han hadde læst eller hørt, blev han næsten ufrivillig nødt til at bære paa. Avis-indsendter like fra hans studenterdage kunde han huske, ikke blot naar og hvor de hadde staat, men endog ordlydende deres indhold, forsaavidt dette engang hadde fængslet hans opmerksomhet. Fortællingens gang og navne paa de handlende personer i selv de dummeste romaner han i sin skoletid hadde læst, vedblev — som han beklaget sig over — at staa levende for hans erindring, uten at han kunde bli dem kvit. Det var likesom intet var for smaat til at lægge sig ham paa minde. Endog om ubetydelige folks familieforhold visste han fuld besked like til den yderste detalj, og selv samtidens chroníque scandaleuse fandt i denne velvillige hukommelse ofte et sikkert opbevaringssted.» Men saa meddeles det ogsaa at «hukommelsen var det forraadskammer hvorfra han paa staaende fot kunde hente svar paa næsten ethvert spørsmaal der faldt inden hans gransknings og studiums omraade. Om styrken av denne hukommelse kan man neppe gjøre sig et fuldstændig begrep uten at ha kjendt Munch. I de utallige kildeskrifter han hadde gjennemgaat, kunde han huske hvad der fandtes og hvor det fandtes, med saadan sikkerhet at han selv paa reisen til Rom, fjernt fra alle kilder, paa hoteller og vistnok endog i jernbanekupeer, vedblev at skrive paa sin historie; og efter hukommelsen alene anførte han ordlydende citater, med
