NORGESKARTET.
Hvad der ellers har sysselsat Munchs forskertrang i disse stille aaringer, har sandsynligvis været germanistiske sprogstudier efter den nye metode for organisk sprogsammenligning ved hjælp av de lydlove som tyske filologer hadde opdaget.
Ellers har han været optat med at gjennemføre hvad kaptein Munthe hadde banet veien for: at skape et norsk kartverk med paalidelig gjengivelse av landets utseende samt nøiagtig stedfæstelse av de i middelalderske skrifter forekommende navn. Her kom det den lærde mand til nytte at han foruten sine øvrige anlæg tillike eide en medfødt begavelse som tegner og en utpræget stedsans.
I sin skildring av Munchs privatliv bemerker datteren, fru Larsen-Naur, at kartografiske arbeider var ham «som et slags adspredelse». Saa kan det vistnok ogsaa ha tat sig ut; hun beretter nemlig ogsaa: «Han kunde sitte og tale ivrig med flere og likesom leke med papir og blyant foran sig. Enten tegnet han da smaa karter eller skrev nogen videnskabelige saker.» Og professor Dietrichson fortæller i «Svundne Tider» om et besøk i Munchs hjem: «Jeg har set ham tegne et kart efter et andet, som laa foran ham paa bordet. Han gik hen til sit forbillede, fulgte skarpt med øiet kystlinjen paa dette, og gik saa hen til sit tegnebret og drog linjen efter — en lang fjordlinje — uten at det bakefter omtrent var mulig at opdage nogen avvikelse fra originalen.»
Munch har visselig opfattet det som et av de nødvendige led i sin store livsopgave at meddele nationen et nøiagtig oversigtsbillede av det land som i egenskap av fødeland var gjenstand for dens patriotisme. Ovenikjøpet gjorde han snart den opdagelse som han selv i et bevart privatbrev
