gav det ret til at kjende sig viss i sit haab. Endnu den dag idag er det at nævne P. A. Munchs navn som at peke paa seglet under Norges gamle brev paa at være et tusenaars rike med eiendomsret til en gammel national literatur som paa sin tid var det fyldigste og gyldigste uttryk for hele den germanske races selvstændige kulturevne.
Det laa i sakens natur at ikke forskeren kunde vise sig i sin fulde glans med samme øieblikkelighet som digteren og musikeren. Munchs mission hos folket kunde saaledes ikke komme til hel utøvelse saa tidlig som hans to jevnaldrendes. Men saa hurtig modnedes dog hans geni, at alt i trediveaarsalderen gjaldt den nybakte lektor for autoriteten paa nationalforskningens omraade — den strenge og frygtede dommer eller kyndige veileder og forsvarer, banebryteren og foregangsmanden, hvis merkelige bedrifter man fulgte med begeistret forbauselse. Og saa stod han der inden ganske faa aar som ubestridt høvding for hele den nationalgjenfødende virksomhet i tiden nærmest før og efter 1850.
«Mens jeg gik paa latinskolen i Bergen (1849—1853)» — fortæller Ernst Sars — «var professor Munch uten tvil den av samtidens fremragende nordmænd som var bedst kjendt, og hvis navn blev hyppigst nævnt blandt os gutter. …… Da jeg kom til Kristiania for at bli student, hørte følgelig Munch blandt de hovedstadens notabiliteter, som jeg først og fremst ønsket at faa se!»
En ældre vidt bereist nordmand, som i sin ungdom hadde vanket i Munchs hjem i Rom, meddelte i sommer, engang talen faldt paa den forestaaende mindefest, at av alle de mangfoldige betydelige inden- og utenlandske personligheter hvem det i halv hundrede aar hadde faldt i hans lod at
