kildeskrifter under fællesregjeringen var samlet der, forfaldt til den illusion at anse den gamle norrøne literatur som national for Danmark. Saa tar han fat paa det danske Oldskriftselskap for dets delvis upaalidelige utgaver av sagaernes tekst, og særlig for dets oversættelser av disse, hvor sprogtonen virket uegte. Denne sidste anke rammer den bekjendte sproghistoriker Nils Mathias Petersen.
Dernæst gaar han løs paa selskapets bekjendte tidsskrift «Annaler (aarbøker) for nordisk Oldkyndighed» samt dets publikationer «Grønlands historiske Mindesmerker» og «Antiquitates Americanæ». Anken gjælder her den aapenlyse tilbøielighet til at gjemme bort nordmændenes fortjenester, bl. a. av Islands, Grønlands og Amerikas opdagelse, og isteden at gi «skandinaver» eller «nordboer» æren for slikt. «Der aabenbarer sig nemlig kjendelig en tendens til ei alene at fremstille oldtidens begivenheter, fornemmelig nordboernes opdagelsesreiser, saaledes som om de danske deri tok like saa megen del som nordmændene, men endog tildels ved — vi vil ikke sige fordølgelser, men tvetydigheter og paa skruer satte uttryk at la de danske spille hovedrollen i alle disse foretagender. Man anse det ikke for utidig eller smaalig at vi her fremsætter en protest mot slik fremgangsmaate. Saalænge man ei har naadd den grad av absolut radikalisme at man anser det likegyldig for en nation hvad enten den besidder nogen historie eller ei, saalænge kan man ei kalde det smaalig forfængelighet naar den freder om sine historiske minder og vindicerer dem (hævder dem tilbake) mot enhver fremmed anmasselse …… Ingen eiendomsret bør derfor mellem nationerne indbyrdes mere respekteres end den enhver nation har til sine historiske minder. At berøve en nation
