disse er næsten like saa uretfærdig som at berøve den et stykke av dens territorium.»
I denne forbindelse paavises det hvorledes man hadde tolket beretningene om Islands opdagelse slik at en dansk mand fik æren derfor. Mesteren for denne tolkning, islændingen Finn Magnussen, som var den danske konges geheimearkivar, skal — dette nævner ikke Munch — være blit saa stolt over sit fund at han fluks trak i uniform og strøk op paa slottet for at glæde gamle Frederik den sjette med den «vigtige politiske opdagelse».
Endelig retter han den bebreidelse mot det danske Oldskriftselskap at det forsømmer den danske middelalderhistorie og ofrer sine bedste kræfter paa at gjøre de norske og islandske sagaer til dansk urhistorie, og «spille det ældre norsk-islandske sprog inden den eksklusive (utelukkende) danskhets enemerker». For at rette paa dette selvødelæggende forhold foreslaar han saa tilslut selskapet at omorganisere sig til et virkelig nordisk oldskriftselskap, hvis danske avdeling behandler danske kjæmpeviser, krøniker, diplomer, jordebøker o. l., mens den islandske,og norske avdeling besørger sagautgaver, og den norske alene oversætter disse sagaer og utgir de gamle ridderromaner, Kongespeilet, Edda-kvadene o. s. v. Det nystiftede svenske Fornskriftsällskap kunde som svensk avdeling fortsætte sin paabegyndte utgivervirksomhet. Dette vilde bli en nordisk oldforskning i aand og sandhet.
VIRKNINGEN.
Dette modige manifest hadde den følge at angriperen blev valgt ind i det angrepne lærde selskap endnu samme aar!
