lingen av Giske-ættens utspring og historie, mens stykket om riksraaden Hauk Erlendsson blev en original prøve paa Munchs vidtspændende lærdom. Her var anledning til at tumle ikke mindre med palæografiske (haandskrift-kritiske) end med biografiske utredninger. Munch skulde ikke være Munch om han undlot at utnytte dette enestaaende tilfælde, at hvad denne halv-islænding har efterlatt av egenhændig skrevne bøker og dokumenter, bevislig var forfattet dels paa Island dels i Norge, til et nyt vidnesbyrd for sin og Keysers lære om «identiteten av den norske og islandske literatur.»
Hovedlederen av Oldskriftselkapet, den mægtige danske professor Rafn skriver engang i denne saks anledning: «At kalde sproget og literaturen oldnorsk er en anmasselse og forurettelse navnligen mot Danmark og Sverige saavelsom imot Island, og dernæst mot Tyskland og de øvrige land vesterpaa og østerpaa, i hvilke oldnordisk var i hine tider for en del utbredt, og som ved hin benævnelse berøves den adkomst til delagtighet i sproget og i literaturen som dem med rette tilkommer.»
Rafn forstod at gjøre propaganda for sine særdanske dogmer og at stille Norge som del av «Norden» i skyggen. Oldskriftselskapet var under hans og islændingen Finn Magnussens styre faldt paa den tanke at henvende hele verdens opmerksomhet paa den «oldnordiske» literatur ved at trykke statelige tekstutgaver med oversættelser, avhandlinger og oplysninger paa latin eller fransk. I 1837 kom «Antiquitates Americanæ» med gjengivelser av islandske sagaer om Grønland og Vinland; her forklartes ordet «norrøna» at betyde «det nordiske sprog som paa hin tid bruktes i Norden d. v. s. Danmark, Sverige, Island, Grøn-
