maa man synde mot uttalen eller mot den ortografiske konsekvents. Et virkelig norsk skriftsprog vilde hæve vanskeligheten; men et saadant kunde kun bli til ved at abstrahere de nationale norske og i oldsproget begrundede elementer der er fælles for alle provinsialdialekter, og ved indførelsen av en fornuftig etymologisk retskrivning hæve dette fælles fra provinsialismens platitude til et skriftsprogs værdighet og elegants. Saken er ei utænkelig, om der end vilde hengaa generationer indtil den saakaldte dannede mand vænnet sig til at benytte nationalsproget. Imidlertid er aabenbart det hollandske paa lignende maate fremstaat og hævet til et europæisk skriftsprog, ja det nyhøityske selv er neppe anderledes blit til.»
Denne Munchs note av 1846 viser helt tilbake til hans ungdoms-protest mot Wergelands «norske sprogreformation» (i «Vidar» 1832).
Samme syn paa muligheten av et norsk nationalsprog fremsatte Munch ogsaa i 1845 i «Den Constitutionelle»; ved en etymologisk skrivemaate, støttet paa den gammelnorske, vilde man «istedenfor at faa en dialekt saa godt som for hver bygd, tilveiebringe eller kalde til live et almindelig norsk folkesprog, der ikke skilte sig synderlig fra det gamle, undtagen i at de grammatiske bøininger for en stor del er bortfaldt; ti det hele ordforraad er endnu forhaanden …… Det er saa langt fra at en saadan skrivemaate vilde vanskeliggjøre læsningen for menigmand, at den tvertimot vilde gjøre den lettere, fordi den i bevisstheten liggende etymologi derved mere iøinefaldende vilde fremtræde. Et skriftsprog kan nu engang ikke lempe sig efter alle dialekt-forskjelligheter …… Man vil lettelig bemerke at en saadan fremgangsmaate derhos vilde bli den letteste vei til at gjøre vort oldsprog selv forstaaelig for folket.»
