Side:Brinchmann - Nationalforskeren P. A. Munch.djvu/84

Denne siden er korrekturlest
79
SPROG-PROGRAM

magasin, da utsætter vi os for tilsidst at forsvenske sproget …… Gjennem den bergenske uttale og mundart vil man saaledes umerkelig kunne faa norske ord og ordformer ind i skriftsproget, der, hentet fra østlændingens mund, vilde bli saa avstikkende at man umulig kunde befatte sig med dem.»

Her skimter vi Munchs endelige program for nationaliseringen av det skriftsprog Norge hadde fælles med Danmark. De tendenser til en ortofon (lydret) skrivemaate som han saa melde sig, fyldte ham med gru — det var i Februar-revolutionens og Thraniterbevægelsens nærmeste eftertid — derfor hører vi ham ogsaa sætte i med et forskræmt varselsrop: «Kan man ikke her ved første øiekast se analogien mellem ortofonismen og den politiske kommunisme, eller rettere sagt, er ortofonismen andet end kommunismen anvendt paa retskrivningen?»

Slutresultatet av den omstændelige, saavel praktiske som teoretiske drøftning lyder: «Kan man ikke tillike forandre sprogaanden, saa hjælper det litet at forandre de enkelte ord. Og da den nu ei kan forandres, uten aldeles at opgi sproget selv og aldeles at holde sig til folkesproget, saavel i leksikalsk som syntaktisk henseende, saa indsees det let, at saa længe det sidste middel ei ansees for tilraadelig, maa vi ta til takke med skriftsproget som det er, og anvende de nationale sprogelementer til dets bevarelse og rensning, men ei til dets omstøpning.»

Men om folkesproget — hvis gransker og gjenreiser nu hadde skapt en fælles skriftform som han døpte «landsmaalet»[1] — fastholdt Munch sit oprindelige norrøna-princip:

  1. Dette ord kunde Ivar Aasen ha hørt Keyser bruke i sin første forelæsning over gammelnorsk literaturhistorie som