«En forhastet og overdreven norvagisation av skriftsproget vilde ei alene medføre den mislighet, at man derved egentlig intet ordentlig sprog fik, men det vilde ogsaa slaa en bro mellem skriftsproget og folkesproget der vilde ha dettes undergang til følge. Betragter vi vort folkesprog med stolthet, erkjender vi dets ælde, dets i de fleste og væsentligste henseender større renhet og egthet end selv den islandske mundart, er det os følgelig om at gjøre at vedlikeholde og bevare 3det, om mulig at rense og utdanne det, da bestaar dets eneste frelse i at holde det saa fjernt fra skriftsproget som mulig. Der bør ei være nogen bro imellem dem; det eneste allerede eksisterende skriftsprog hvortil det maa slutte sig, er det oldnorske. Det har allerede lidt skade nok ved den danske skriftsprogsortografi, hvori det har været indtvunget, og hvori det har gjort samme figur som den kraftige fjeldbonde, naar han avlægger sin lette klædelige folkedragt og ifører sig den lange sorte skolemesterkjole. Og derfor har Landstad gjort sig mest fortjent til vor tak, fordi han nu engang har brutt isen og været den første til at klæde vore herlige folkeviser i deres rette dragt.»
P. A. Munch blev staaende ved dette: «De sproglige kundskaper og kræfter, over hvilke vi her kan disponere, anvendes bedst og hensigtsmæssigst til de to ovenfor antydede formaal, det dansk-norske skriftsprogs bevaring og det norske folkesprogs utdannelse om mulig til et eget skrift sprog ved siden av hint.»
Man ser nu hvor langt, langt fremover hin fotnote av 1846 pekte og fremdeles peker.
betegnelse for et nationalsprog motsat latinen (se «Efterladte Skrifter» I, side 14); Aasen kom til Kristiania just det aar, forelæsningene blev holdt (1847).
