denne tid høist aktuelle skandinavisme, som Munch advarte imot med baade politiske og historiske argumenter, mens han derimot uttalte sin sympati for Danmarks sak i krigen om Slesvig. Det blev til en vældig bladkamp, idet Daa tok til gjenmæle paa skandinavismens vegne og angrep begge den «norske historiske skoles» hoveddogmer, baade indvandringsteorien og norrøna-principet, idet han fuldstændig sluttet sig til danskernes krav paa andel i «oldnordisk» sprog og literatur. Fra dansk side var arkæologen Worsaae i ilden. Sin væsentligste interesse har denne polemik deri at Munch paany og med adskillige nye beviser forsvarte sine dogmer. Samtidig leverte han paa en dansk politikers opfordring i «Annalerne» en utredning, «Danmarks oprindelige befolkningsforhold, han fremholdt her med et vældig lærdomsapparat at ifølge Keysers og hans indvandringsteori var den sydgermanske befolkning i Sønderjylland «saa godt som aldeles forsvunden», idet anglerne drog over til Britannien, og at de fra Gautland indtrængende daner, efter en tid at være sproglig paavirket av de undertvungne goter, gradvis «arbeidet sig tilbake til den egentlige nordiskhet». Den storpolitiske tanke Munch forkyndte, var pangermanisme contra panslavisme. Til Grimm skriver han at han vistnok holder med danskerne mot tyskerne, men: «Ich schwärme für den Pangermanismus, Scandinavien und Deutschland in einem engen Staatenbunde.»
Fra februar til oktober 1851 var Munch endog hovedredaktør for «Morgenbladeb» og skrev dagsartikler om jernbaneforslag, pensioner, statsraadssaken, arbeiderforeningen o. s. v. Næste aar fortsatte han sprogdebatten, og tok i 1853 fat paa den Knudsenske maalrenskning som ovenfor omtalt.
