I. DAGBOKSOPTEGNELSER OG BREV
DAGBOKSOPTEGNELSER
Februar 1833
En dag kom jeg ind paa H[enri]ks Værelse. Et ufuld endt Manuscript laae opslagen paa hans Pult. Jeg læste det trods det strænge Forbud at see i hans Papirer, der anede mig noget mod ham. Det var en Kritik over «Bien», bestemt til at rykkes ind i «Morgenbladet». Han siger: St. S. (som nok ogsaa havde resensert Bien) har Ret skjøndt Rec.s Arrogance og modbydelige Egoisme aandede gjennem det Hele etc. etc. etc. Pennen var dyppet og foer med en tyk Streeg over disse skaanselsløse, hadefulde Linier. Det var en fortvivlet Streg, forsaavidt som der hørte et fortvivlet Mod til; jeg vidste H—s Vrede vilde blive frygtelig, og jeg beredede mig med den Kraft som Tanken, at det var for hans Skyld, indgjød mig, til at gaae Stormen imøde. Seent eller tidlig maatte han faae see det, det vidste jeg, og jeg besluttede derfor seiv at angive mig. Med Hjertebanken hører jeg ham komme op ad Trappen, og forundret spørger han, hvad jeg har gjort paa hans Værelse, om jeg har læst i hans Papirer. «Ja jeg har,» svarede jeg, «jeg har læst og ikke alene det, men stroget over. Du ved nok hvad jeg mener, hiin Apostrophe til St. S. som er skammelig uretfærdig»
«Er Du rasende?» Jeg erindrer ikke hvad H. i sin
Hidsighed sagde, men han stodte mig voldsomt, blodrød av Forbittrelse, fra sig, saa jeg tumlede mod den
ligeoverfor staaende Dor. Hans Harme var rigtignok
billig, selv i dette Øieblik følte jeg det, men en saadan
Behandling var mig dog for uvant og ny til at den ikke
skulde bringe mig ud af Ligevægt, men Tanken paa
Aarsagen dertil gav mig en ganske forunderlig Lige-
