6
Camilla Collett
gyldighed derved, jeg gik, haabende at han ikke havde
Tid til at skrive et nyt Manuscript. Mit Haab har ikke
bedraget sig, jeg har aldrig seet hiin Kritik komme for
Lyset. Har jeg ikke bogstavelig modtaget et Slag for
ham? o hvor det gjor mig stolt.
Januar 1833
Julen var forbi. Fader arbeidede paa sit Forsvar for
H. mod St. S. Hver Aften var jeg oppe hos ham og
gjennemleste Concepterne. Omendskjøndt Fader saa
oprigtig misbilligede min Kjerlighed og ved Bonner og
Forestillinger gjorde alt hvad der stod i hans Magt for
at bringe mig til at glemme ham, var han dog ikke døv
for mine [Bønner], naar de gik ud paa at faae et eller
andet rettet af det han skrev. Mangt Udtryk blev
formildet, mangen saarende Replique paa min Anmodning udeladt. Naar H. fik læse det Skrevne, satte han
Kors ved disse Steder, men jeg beholdt sædvanlig Overvægten. Engang gav det dog en heftig Scene mellem
Fader og mig. Han blev træt af mine Rettelser og
gjorde mig Bebreidelser for dem og Foranledningen.
Jeg lukkede mig grædende inde i mit Værelse og nægtede at komme ned at spise. Fader kom op til mig, og
der fulgte en Forsoning. Hvor ofte, hvor ofte har jeg
bittert angret at jeg betroede Fader min vigtigste Hemmelighed. Men jeg haabede ved en saadan Tilstaaelse
at forebygge al videre Tale om nogen Anden; naar han
vidste jeg beherskedes af en Følelse der udelukkede
Muligheden af at lide nogen anden, vilde han hverken
undre sig over min Ligegyldighed meer, eller forledes
til at begunstige nogensomhelst Plan. Men det var dog
en Lykke at han ikke begunstigede mine Følelser. Der
var noget Beroligende i hans Misbilligelse, og hans Bebreidelser og Forestillinger vare jo altid saa kjerlige
og faderlige at jeg ikke leed derved, derimod vilde den
Omstændighed at han deelte mine Ønsker, sat mig i
uafbrudt Skræk. Et Mandfolk kan ikke have saa delicate Følelser eller saa luttrede Begreber over et vist
