Dagboksoptegnelser og brev
7
Punkt som vi. Himlen skee Tak, at Fader ikke leed
St. S. Gud veed til hvilke Skridt hans Kjerlighed til
mig da kunde have forledt ham. Jeg erindrer engang
jeg var syg og lidende, jeg var bukket under for et
Anfald af fortvivlet Modløshed,
- Herre Gud, jeg
var saa ung dengang -
da nævnede Fader -
men det
kunde ikke være hans Alvor, min Pen vægrer sig ved
at nedskrive det -
han talte om at gjøre et Skridt -
For Guds Skyld! vil Du at jeg skal døe? det vil
ufeilbarlig fremskynde min Død.
Med et eneste Stød
nedrive hvad jeg saa usigelig har kjæmpet for at ved#
ligeholde
- jeg er jo ikke syg
kan godt udholde
det -
Du skal see jeg skal blive stærk, for alting ikke
foretag noget
ingen paafaldende Nærmelse. Ak,
min gode Fader var i megen Bekymring. Jeg har dog
holdt mit Løfte. Hans Datter har hævet sig igjen,
aldrig er han nu mere Vidne til slige Anfald af Modløshed. Der er Aar siden hans Navn blev nævnet anderledes end ligegyldig mellem os.
August 1834
Vi gikk altsaa til «Pere Lachaise» en Formiddag
- da det er Mode at gaae om Formiddagen. Hvilken
tung ødsel Pragt og dog ikke ret gemüthlich. Jeg vilde
heller ligge under Blomsterne nede ved Elvbredden end
under et af disse brammende Monumenter, med deres
Overlæssinger af pralende Allegorier, Titler etc. og dog
ukjendte Navne -
sandelig den menneskelige Forfængelighed behøver først Dødens mørke Grund, for at
den kan træde frem i sit sande Lys, dens Afmagt og
Latterlighed bliver da først bemærkelig.
«Det er», sagde en af vort Følge i den Tone hvormed man troer at fortælle noget Nyt, noget belærende,
«det er et Monument der er opreist for et Par Elskende som ere meget berømte for deres Ulykke og
eventyrlige Hændelser som for deres Troskab
—»
«Hvem er det da —?»
«De heder Heloise og Abailard!»
