10
Camilla Collett
dige i vor Lod og den besynderlige Tilfredshed hvor# med man taalte den og hvad der i mine Øine var Nedværdigelser hvorledes man traadte enhver Gnist af Frihed under Fødder. Det Ideal af qvindelig Værdighed jeg tænkte mig, var saa himmelvidt forskjelligt fra det Verden opstillede. Efter dette var det blot en Mands Courtoisie der turde opvække Følelser hos et Fruentimmer, og naar der for Resten intet var at udsætte paa ham, vilde det aldrig forfeile sin Virkning Min Gud, har jeg raabt mangengang, skulde denne usle Omstændighed kunde dette satisficere! «Ja det er dog saa,» blev der svaret, «det vil Du seiv erfare». Jeg lovede hellig at de ikke skulde faae den Glæde af mig. Det er umueligt at sige hvilken Bitterhed der ofte bemestrede sig mig. Jeg saae i vore unge Herrer kun 2 ting, enten en uimodstaaelig Seirer i egen Indbildning, eller en feig Smigrer, der blot higede efter Tegn paa Damernes Yndest for siden at kunne prale dermed. Da saae jeg Dem. De smigrede ikke, sagde ingen Complimenter, De havde ikke dette mistænkelige Fortrin at være Cavaller, De var jeg veed ikke selv ret hvad men da man spurgte mig hos Aub.s hvad jeg syntes om Dem, svarede jeg: godt. Han ligner idetmindste ingen af Eder, tænkte jeg. Da man engang senere spurgte mig derom, unddrog jeg mig Svaret. Jeg begyndte at mærke at jeg ikke var tilstrækkeligt nok forberedet, jeg var ikke fattet paa et overordentligt Tilfælde og havde ikke tænkt mig nogen Kamp ved at bringe mine strenge Principer i Udøvelse. I den første Tid af vort Bekjendtskap spottede De ofte ubarmhjertig over qvindelig Svaghed i Almindelighed og De glemte ikke at lade mig faae min Deel aparte. Undertiden naar jeg følte De ikke havde Uret, lovede jeg at jeg vilde vise Dem at man kan være stærk. Fatter De nu Grunden til min besynderlige Opførsel, det Uroelige, dødelig Forlegne i mit Væsen! Alt kunde jeg taale, at blive holdt for Enfoldig og Affecteret, men ikke at blive ringeagtet. O hine Søndagseftermiddager, saa piinlige og
