Dagboksoptegnelser og brev
11
dog saa længselsfuldt ventede! naar jeg kunde undvige et Øieblik og sidde übemærket af de Andre i gamle H—s Kammer, var jeg tilfreds, men jeg var lykkelig naar De læste noget for. Det var som om den qvalfulde Strid i mit Indre opløstes uden at jeg følte den uhyre Tomhed som i Deres Fraværelse. De troede mig undertiden fordybet i Digtet, medens jeg dog intet hørte uden Deres Stemme. Kunde man nogensinde antage at der før dette Jordeliv existerte nogen Forbindelse mellem Sjele, hvoraf Bevidstheden i Vuggen gik tabt, da tænkte jeg mig det her. Det var ikke dette Sammentræf af daglige Anskuelser, der forundrede mig, men var nogensinde en dristig Tanke, en hoiere Idee opstaaet hos mig, som jeg vidste Verden vilde kalde absurd, da skulde jeg høre den udtalt af Dem, og De vidste at erstatte hvad den manglede i Klarhed. Det var mig undertiden som naar man i et fremmet Land, hvor man ikke forstaaes, overraskes af en hjemlig Melodie, man henrykkes, men den erindrer tillige om at man aldrig skal gjensee den elskede Fædrejord. Jeg forbausedes over den besynderlige Sympathie, medens jeg tvang mig til en Modsigelse, der var virkelig noget fanatisk i min Selvbeherskelse og den Iver hvormed jeg plagede mig selv, men det var ogsaa en brillant Satisfaction at høre mine Bekjendte ofte sige: Rygtet har sagt det og det, men vi troe det ikke siden vi saa Eder sammen. Behøver jeg endnu at forsikre Dem at der ikke laae nogen forhadt Betydning i den Yttring i mit Brev som stodte Dem. «Jeg kan ikke forbyde ham at have denne Mistanke» o.s.v. Nei hvad jeg her saa tillidsfuld siger Dem, er Beviis nok, thi det havde jeg aldrig gjort, havde De nogen Gang ladet mig føle, hvad jeg der siger De troer. Da jeg sidst var i Chia. saae De bleg og lidende ud. Det forekom mig som om Afstanden mellem os derved var formindsket, jeg var kommen Dem nærmere. Jeg skulde have givet mit halve Liv, for et Øieblik at kunne sige Dem; jeg lider med. Hvorfor havde Skjæb-
