12
Camilla Collett
nen netop sat mig i et saa qvalfuldt Forhold til Dem? den kunde jo have gjort mig til Deres Ven eller Søster - og dog havde en Fee kunnet omskabe mig med sin Tryllestav til Deres Søster, havde jeg ikke villet det.
Troede De mig ikke istand til at fatte at Deres Sag gik Dem over Alt? o jo naar De siger at det De kjæm? per for er Dem langt dyrebarere end Deres egen Lykke, saa forstaaer jeg Dem fuldkommen vel. Langt fra at denne Yttring skulde støde mig tilbage, det er den som giver mig Mod til at sige Dem Alt dette. Hvor hæver denne Tanke mig, den hæver mig til Dem. Ingen kan fordømme mig for det. Det vilde være saa latterligt som at beskylde en indmuret Nonne for Coquetterie eller en Døende for Egennytte - og en Døende er jeg jo for Dem, Welhaven.
Camilla Wergeland.»
BREV TIL JOSEPHINE WELHAVEN 1856.
Den 2den Februar 56.
Kjere Josephine, Dette som jeg skriver her uendelig lidende, efter en ond Nat, skal De ikke vise til noget Menneske. Det er til Dem alene. De skal love mig det, holde mig det. O jeg kom saa bedrøvet hjem i Gaar Aftes. Ogsaa Deres Ord efter mig, havde saaret mig. En Absurditet kaldte De det, at jeg gik! Og Fru Kjerulf smiilte og vilde slaae det hen i Spøg.
Josephine, da jeg traf Dem i Gaar var jeg saa nødlidende. Heelt siden jeg saae Dem, har jeg levet i disse gamle Papirer. 100 Gange vilde jeg kastet dem, men det var ligesom Troldom, jeg maatte blive ved. Jeg har levet mellem de Døde, mellem alle disse Gestalter der engang voldte mig Vee og Glæde, jeg kunde ikke løsrive mig, men jeg mærkede jeg blev syg derved. Og da var det netop i Gaar jeg følte saadan Trang til et
