Dagboksoptegnelser og brev
13
levende Menneskeansigt, og jeg gik ud paa Lykke og Fromme. Hos Hansteen var ikke Thora hjemme; jeg gik da hen til Fru Kjerulf, men da jeg saa Dem sidde derinde vidste jeg at jeg maatte gaae igjen. O De burde ladet mig gaa med et stille Haandtryk, De og Fru Kj. De burde ikke holdt paa mig, ikke skjændt paa mig, ikke leet. Men De havde glemt at jeg kan ikke være ien Dagligstue sammen med W. De havde glemt det, jeg ogsaa, og han har maaskee aldrig vidst det. Jeg havde glemt det, men J., min Erindring var netop saa frygtelig oprevet da jeg kom. I 1000 Vidnesbyrd, sort paa hvidt, var den opreven. O De skal ikke feig skye Smerten som jeg her bereder Dem, læs og vær mild! Den er sund for Dem, gjennem den skal De bedre erkjende Deres egen Lykke. Ja, jeg har feiret den gamle Dødsfest, jeg har gjennemgaaet hiin Tid igjen, hine skrækkeligste Aar i mit Liv, fra min Hjemkomst fra Hamburg 1837, indtil mit Ægteskab - hvori han formener mig at være til, hvor hvert Ord som han talede til mig, om mig var en Blasphemi mod mig, mod vor Fortid. Jeg har læst hvordan al den Skræk, den Bitterhed der havde samlet sig i mit Hjerte smeltede ved Idas Død, hende som jeg elskede saa inderligt, smeltede i uendelig Medlidenhed med ham, med mig selv og med Collett. Da, ved hendes Grav, bød jeg Haanden til Forglemmelse, jeg gjorde et stort Løfte. Ikke til ham, der ikke spurgte derom, ikke savnede den, men til Collett der vidste hvad det var værdt, har jeg nedlagt dette Løfte. Han modtog det, i Breve som ere overskyllede af min Graad, Jeg har grædt dem gang for os begge, for ham og for mig. Og siden i 16 Aar have vi ikke talt sammen. Ogsaa denne Tid har havt sine Phaser sine Ønsker De veed det! om en Nærmelse, et Ord, et Eneste vexlet i Sværmen, men med vaade Øine og en Bøn om Forsoning. Men ogsaa dette Ønske har jeg overlevet ligesom jeg endelig lærte at forstaae, at til ham maatte man aldrig vende sig, det maatte da være til Himlen, der skabte en Individualitet som hans. Og jeg har lært at mode ham ude i den store
