14
Camilla Collett
Mængde. Men seiv endnu har jeg den Fornemmelse naar hans Øie streifer mig mellem de Andre at det skeer med Haan og Ynk. I en snever Kreds kan jeg ikke møde ham, der maa jeg altid gaae naar han kommer fordi jeg har ikke lært det endnu. Og derfor maa jeg gaae og han blive, hvem der endog er tilstæde der kan pege med Fingeren efter mig og skjule et Smiil derved. Ja jeg maa gaa og han blive saalænge vi hernede paa Jorden mødes.
Da jeg gik fra Dem igaar, og var kommen udenfor, da - ja da nægter jeg ikke at mit Livs Jammer overfaldt mig. Jeg gik forbi mit fordums Hjem, hvor Fremmede havde tændt deres Lys, [. . .]. Jeg stirrede ufravendt op mod det kolde, uendelige Rum, medens jeg mekanisk lod mig fore af Alf. Der blev ikke vexlet et Ord, men det var ligesom om jeg synlig maatte see Guds Øie hæftet paa mig i min uendelige Forladthed. Saaledes kom jeg hjem igjen - til mine Døde - og jeg styrtede mig i den gamle Hvirvel.
Nu har jeg skrevet, nu vil jeg hvile. Idag vilde jeg ikke ønske at see Dem, men næste Gang De kommer skal alt være mildt og godt.
C.
AV BREV TIL THORA HANSTEEN 1888.
W. og jeg saaes førstegang i 30. Han var da Huslærer i den Familie hvor vi siden uundgaaelig maatte mødes, Herres Familie. Jeg havde hørt om denne mærkelige Huslærer, men havde endnu ikke seet ham, da jeg vilde aflægge Familien et Besøg, dengang boende i en Gaard i Kirkegaden nær Posthuset. Kommen indenfor Porten, hørte jeg Stemmer oppe i Trappen af et Par Nedskridende, den ene en klangfuld bergensisk, den anden Bernhard H—s. Var det et Varsel? ... en underlig Angst betog mig, og jeg reddede mig bag Hjørnet til Gaarden, indtil Farvandet var klart.
