Dagboksoptegnelser og brev
15
Det første Sammentræf fandt Sted nogen Tid efter oppe i Familien. Der gik 4 Aar hen i stille Kamp, inden jeg motog det første Brev, der skulde bryde Isen, for desto ubrydeligere at fæstne den igjen. Han trængte maaske dem gang til en Gjenstand for den erotiske Side af hans Digtning (neppe den stærkeste), og han valgte mig Ulykkelige.
Hvad jeg har lidt i disse Kampens og Kvælningens Aar, vil den kun ret forstaa, der kjender til den Følelens Dybde og seige Udholdenhed der ligger til min Slægt. Min stakkels Søster havde netop gjennemgaaet sine lange Lidelsesaar, da jeg kom hjem fra Kristiansfeldt, Træt af at synge den gamle Sang «Hvad er det dog der fattes Dig, o Hjerte? ak uforklarlig gaadefuld Du er» . . . havde hun reddet sig ind i et ulykkeligt Ægteskab saa kom Turen til mig, og jeg tog det nok ikke mindre grundig, om jeg end ikke styrtede mig ned af Laavebroen som Henrik, Og De maa ikke glemme, Thora, at det var i E—s knugende Naturensomhed, denne kamp skulde udkjæmpes, og efter ethvert Besøg inde i Byen, bragte jeg nyt Stof med.
Jeg var næsten døende, da Far tog mig med til Paris, for der at raadspørge en bekjendt Læge. Det var Sommeren 34.
Styrket paa Legeme og Sjel efter et længere Ophold her, derpaa i Amsterdam, hvor Far havde en gammel Ven i den hollandske Consul H—, senere i Hamburg, Kjøbenhavn, kom jeg hjem for at begynde Kampen paa nyt, med den Mand af hvem Fru Ullmann i sidste «Nylænde» har givet en ret treffende Skildring - Kampen med mig selv.
Og undgaaes kunde den ikke. Ingen af os var endnu ret optat i vor Byes høiere Selskabelighed, som vi senere blev det modtes altsaa saa godt som alene i Herres lidt stivt formelle Familiekreds. (Via Günthers Café, Kirkegaden, nu helt ombygget.) . . .
. . . De kan ikke tænke Dem, Thora, med hvilke Følelser jeg endnu kan sidde indenfor disse Vægge -
