16
Camilla Collett
der - der! tænker jeg .. . jeg lukker Øinene og synes at høre Stemmen.
Imidlertid havde den stakkels Bernhard fattet denne Lidenskab for den unge Gjest fra Landet, der skulde bli saa skjebnesvanger for denne, en Slags Forgudelse, der, da den jo ikke kunde fore til Noget for ham selv, formede sig til et ligesaa lidenskabeligt Ønske at forene de To han satte høiest i Verden.
I April 35 (jeg havde dengang overflyttet mine Bysbesøg til den Diriks’ske Familie) modtog jeg efter min Hjemkomst fra et saadant et Brev fra denne selvbestaltede Mellemmand, hvori han utbreder sig om de Følelser, der besjelede W., idet han citerer flere Yttringer deraf. At det skede paa W—s Tilskyndelse har jeg aldrig betvivlet; det behagede mig ikke.
Svaret var ogsaa derefter reserveret, afværgende, rigtig et diplomatisk Mesterstykke.
Saa kom W—s Brev.
«De studser, De tænker, min Gud hvad skal dette betyde?» . . . saa lød Indledningen.
Hovedindtrykket af dette Brev var dog at min Tilbageholdenhed havde mishaget ham.
Han karakteriserede enhver sand Følelses Fortielse som en ynkelig Avhængighed af Formerne, et jammerligt Samfunds smaalig despotiske Forskrifter og Love, dette tilsat med nogle gaadefulde Hentydninger til sine egne over al saadan Smaalighed ophøiede Følelser.
Hvad tror De, Thora, en stakkels uerfaren ung Pige, der endnu vilde Alt idealt, der havde tat sig selv i Ed paa at være sand, sand i Alt, hvad det end skulde koste, hvad tror De hun kunde gjøre, ved en slig Opfordring til at være det, og - Hjertet skriger: Tal! ...?
Svaret var en Tilstaaelse, men kun det. Jeg skildred hvad ogsaa jeg havde følt og tænkt, hvor jeg mangen Gang syntes kold og udeltagende. Det var en Tilstaaelse, ikke en Erklæring. Den aandede hverken Haab eller Glæde.
W—s Svar lod ikke længe vente paa sig. Et langt, meget langt Brev. Mere udprægede Tilstaaelser af hvad
