Dagboksoptegnelser og brev
17
han havde følt dengang, og dengang. Ganske ien EL skers Tone.
«Vi har jo næsten ikke talt sammen disse mange Aar, undertiden var De mig en fuldstændig Gaade Men nu skulle vi det, nu skulle vore Sjele feire sin Forening; Bernhard er os tro, han vil sørge for ufor* styrrede Møder og Sammenkomster. —Vi skal vise Verden at vi kan sætte os ud over dens elendige sne* verhjertede Former etc. etc. .. . Men vi vide jo begge at hverken De eller jeg er skikkede til at optage det med Virkeligheden» (nei, jeg vidste det virkelig ikke) — «det praktiske Livs Opgaver ligger ikke for os, etc. etc.» saa Dette var omtrent Indholdet, rigelig tilsat med bittre Udfald mod mine Egne. Feiden var da for Alvor be* gyndt, og han folte sig naturligvis den eneste For* urettede. Jeg besvarede ikke dette Brev, Hvad skulde jeg svare? . . . Man kunde maaske synes, jeg skulde mo* digt stillet min Opfatning af Kjerlighedens Væsen op mod hans forfægtet, at den sande Følelse skyer intet . . . . dens Maal og Med er Livet, for og med hinanden, hvordan det saa gaar .... kort, her havde Anlednin# gen været til at gi et stakkels forpint Hjerte Luft . . . Men jeg gjorde det ikke. Jeg lod ham gjennem B. vide, at jeg ikke kunde gaa ind paa et Forhold, som det han foreslaar, og bad ham lade mig i Fred. Kom saa ikke og sig at jeg har været den Forsmaaede lige overfor denne Mand. Jeg har tilbagevist hans Forslag, jeg har aldrig gjort ham noget. Og dog ... I den almindelige Begrebsforvirring der raader, naar den Slags Forhold opfattes og bedommes, baaret af den blinde Forgudelse hvormed Familierne i vor By omfattede ham og tog übetinget Parti for ham i hans Strid med Mine vil det vist ikke ha manglet paa hin Udtydning af min Stilling i denne Sag. Drog ikke Stenersen i sit Feideskrift mod Henrik det übarm* hjertig frem? . . . det ramte mig som en Pil. Ligeoverfor W. havde Kristiania By havt en smuk,
2 Camilla Collett i utv.
