18
Camilla Collett
en stor Mission at opfylde. Familiene her kunde virket meget til at faa hans gode Sider frem, men jeg tror før de virkede til det Modsatte. Det er utroligt hvad de taalte af ham! Det er vanskelig at tænke sig nu, at fire af Kristianias dygtigste, mest ansete Mænd, deriblandt den milde Schweigaard, satte sine Navne paa et Blad, der til W—s Forherligelse strømmede over af Forhaa* neiser af hans Modstander. Jeg traf nylig paa et gam« melt Bind af «den Constitutionelle». Seiv nu var det forfærdeligt at læse og man tænke sig dengang! I mindst hvert andet Nummer blir stakkels H. revet ned, som Borger, som Menneske som Digter. Men Forfølgesen af mig (andet Navn kan jeg ikke gi det) blev ved. Jeg modtog det var [i] Løpet af 35, Breve af den besynderligste Beskaffenhed. Tilstaa* elsen var nu engang afluret mig og han vilde ikke slippe. Han omtaler i et af disse en Overfart fra Kongshavn en deiiig Sommeraften, sammen med Far og mig. Vi havde aflagt Herres, der den Sommer (34) boede ders ude, en Afskedsvisit før vor Afreise til Frankrig, der skulde gaa for sig Dagen efter «med «Haahet» der ligger for Anker» saa hedte Skuden ganske rigtig (se «Maria»), og vi havde til vor Overraskelse truffet W. derude. Han skildrer deri den dumpe, knugende Stemning, der rugede over denne Baadfart. «De var bleg og taus, jeg stod og betragtede Dem jeg kunde grebet Dem i mine Arme, og styrtet mig i Dybet med Dem» . . . Et andet Brev indeholdt hint Digt, der ligesaalidt passede til den virkelige Situation: «Der stode i et Blomsterbed En Neglik og en Lillie, Og begges Længsel var saa hed, De havde den samme Villie. De vilde hvile Blad ved Blad, Den Hvide med den røde, Men Roden dybt i Jorden sad, Og hindrede deres Møde.
