Dagboksoptegnelser og brev De De De Og
19
vexlede i Duft og Farveskjær ømmeste Blik og Sukke. (?) stode hinanden saa fjernt saa nær, kunde ei Længslen slukke.
Paa Dagen fulgte en dunkel Kveld, Med Skyernes Slør om Panden. Og med et smerteligt ømt Farvel, Da skiltes de fra hinanden.»
Et andet saadant Brev slutter saaledes: «Camilla! Naar Bladene falder af Træerne, da er det Tid at skilles». Ja Herregud, jeg forlangte jo aldrig noget Andet, nei ikke med en Stavelse har jeg forfegtet Følelsens Ret, min Ret men naar jeg i mit ensomme Hjem mod? tog slige Breve, bad jeg Gud bevare min Forstand. Det var ikke let at holde ud. Seiv formaaede jeg ikke at tale med ham, men Emilie Diriks, min eneste Fortrolige, raadede mig til at overdrage Caroline Fougs stad, Søsteren, Hvervet; hun var den Eneste som hun troede havde nogen Indflydelse paa ham, og vovede at sige ham sin Mening. C. skulde da søge Anledning til at foreholde ham det Utilladelige i hans Optræden, og hvad jeg led derved. Hun fik sagt ham det paa et Bal, Markedet, tror jeg, dengang for alle Hjerteforhandlinger. Svaret kom i et Brev til mig, hvor det omtrent paa 3 Sider gaar ud over Caroline i en helt andet end smig? rende Karakteristik af hende. Den lignede i al Fald en senere ikke, hvor det hedder: «De sjelne Gaver hun af Himlen fik, Den Fryd hun blandede i Livets Drik» .... Ak kunde man bare faa lidt godt af disse vakre Gravskrifter! i levende Live, bagefter kan man saa in? derlig godt undvære dem! Dette var som sagt ikke til at holde ud længer. Den eneste Opmuntring i mit ensomme Liv hjemme, Besø? gene i Byen blev da ogsaa grundig forbittret mig. Da derfor Opfordringen fra Venner i Hamburg om at komme derned, fornyede sig, gav Far sit Minde til at
