Dagboksoptegnelser og brev
21
Det var et usædvanligt smukt ungt Menneske, med elegant Holdning, et mildt godsligt Udtryk; særlig aands? betydelig var han vist ikke. Alexandria laa jo lidt langt borte, men jeg var nu ikke langt fra at tænke: jo læn? ger, jo bedre, naar det blot er fra Scenen for mine Li? deiser. Jeg gruede for Hjemreisen, som nærmede sig. Jeg kunde intet Svar give ham, men forlangte en grun? dig Betænkningstid. Dermed maatte han reise, da hans Principal skyndte paa. Betænkningen førte dog kun til et Afslag, som paa skaansomste Maade sendtes ham. Fader raadede be? stemt derfrå; jeg «kjendte ham for lidt», og han kunde ikke udholde Tanken paa en saadan Skilsmisse. Ogsaa mit eget Mod glippede. Der blev altsaa intet af, at se min «Vaarsol slukt ved Ørknens Rand». Stakkels P., det gjorde mig ondt. Det var en trofast Ridder. Asbjørnsen kunde fortælle fra sin Ægypter? reise om «et bekjendt Navn» der helt lapidarisk fand? tes indgravet paa den store Pyramides Sokkel. Et Par Aar efter havde han været i Sverrig, som velunderret? tede vilde vide for at gjøre et nyt Forsøg. Den han sogte var da forlovet. Han blev siden gift med en fransk Dame, siden hørte jeg intet til ham. Men ikke længe efter mit Møde med ham i Ham? burg, modtog jeg Breve fra Christiania, hvori der for? tælles, at W. havde staaet sidste Aften i Lyceet og høilydt forkyndt, at «Frøken W. var draget afsted med en Bjørnetrækker, en Eventyrer af laveste Sort» . . . ogsaa Malvina P. havde hørt det, og var oprørt der? over. Da brast den sidste Streng, der med næsten dæmo? nisk Magt havde knyttet mig til dette Menneske. En übeskrivelig Foragt fyldte mit hele Sind, Det var som en Befrielse fra en knugende Lænke. Saaledes kom jeg hjem, Sommeren 37. 2 Dage efter bragte Bernhard et Brev fra ham, som jeg trods Overbringerens indstændige Bønner ikke vilde modtage. Det sendtes uaabnet tilbage.
