24
Camilla Collett
het knyttet vennskap med en ikke lenger ung kvinne Mavs grethe, som ved sin sjelfullhet, sitt rike indre liv stikker av fra de andre. Til henne forteller han nu om sin elev Sofie. AV GEORGS OPTEGNELSER TIL MARGRETHE Dette Barn forvirrede mig i hoi Grad. Undertiden brast min Taalmodighed, og jeg foreholdt hende alvor? lig, at hun var saa doven og uopmerksom. Da kunde hun se paa mig med et Blik saa ydmygt, saa bonligt, at jeg ikke kunde sige et Ord mere. En anden Gang tog hun det saa ligegyldig, som om det slet ikke angik hende. Maaske det kommer af, at hun nu engang ikke kan like mig, tænkte jeg. Nede mellem hendes egne vil hendes Væsen udfolde sig naturligere. Her vil jeg bedre kunne iagttage hende. Men her var hun næsten aldrig at se. «Det er næsten en Umulighed,» sagde hen? des Moder, «at faa Sofie til at sidde stille med et pent Arbeide. Kan hun derimod ligge i Haven og grave og plante i Jorden, hjælpe Budeierne med at fodre Dy? rene, saa er hun fornøiet. Tænk Dem, hvad der hændte mig forleden, Bispinden kom ganske uventet her, og hun spurgte efter Sofie. Jeg fik hende i Hast ind fra Skuret, hvor hun stod og skagede Lin mellem Hus? mandskonerne, for at faa hende omklædt; hun træder ind, vel i sin Staskjole, men med Haaret dryssende fuldt af Avner og et Ansigt saa fortvivlet! Jo De kan tro, det var behageligt!» Slige Historier fik jeg ofte nogle af. En Dag, som Gjæteren var bleven syg, bad hun indstændig om at maatte gaa i hans Sted. Man maa kjende den Sorglos? hed, hvormed Born paa Landet opdrages, for at be? gribe, at hun fik Lov at tilbringe en hel Dag ganske alene i den vilde, ensomme Udmark. Paa denne Vis saa jeg hende næsten blot ved Bordet; der sad hun taus; men ytrede hun noget, saa troede Moderen al? tid at opdage noget dumt deri eller ogsaa noget, der stod i Strid med den Velopdragenhed, hun søgte at bibringe hende. Amalie behandlede hende under dette
