Amtmandens Døtre
25
med en viss taabelig, altklug, halv bekymret Beskyt? telse. I disse Smaakonflikter med hendes egne følte jeg altid stor Lyst til at forsvare hende, og jeg søgte ved mangt et Tegn at lægge dette for Dagen, Hun vilde aldrig forstaa det
Grotten var nok hendes kjæreste Opholdssted, hen? des egentlige rette Verneting. Af den Grund gik jeg sjelden derned, uagtet dette Sted ogsaa for mig havde noget høist tillokkende, Sofie havde nu engang et Slags Eiendomsret dertil, og et Par Gange, jeg havde truf? fet hende derude, bar hendes Miner umiskjendelige Tegn paa, at Overraskelsen var hende übehagelig. Men en? gang kom jeg ovenfra Dalen, og jeg fik Lyst til at klavre ud paa de Klipper, der danner denne merkvær? dige Hvælving, for at se, hvorledes den lukkede sig for? oven. Her saa jeg gjennem en Revne Sofie ligge ud? strakt, übevægelig paa Bunden af Grotten. Forskræk? ket løb jeg ned; thi jeg tænkte, der kunde være til? stødt hende noget. Hun sov, træt af sit Arbeide; ved hendes Side laa en Spade, der syntes altfor tung for hendes spæde Kræfter. Over hendes Ansigt, der blev grelt belyst af Skinnet ovenfra, hvilede et Udtryk af Sorg, som jeg aldrig før havde set. Det kom fra Sjæ? lens Dyb; kun i Søvne kunde hun have det saa, eller var det i det mindste muligt at fastholde det. Det er besvnderligt med visse Ansigter, som i Søvne eller en dødlignende Ro antager en Skjønhed, man ellers ikke bemerker, maaske fordi de ikke har vundet det for denne Form harmoniske Udtryk. For første Gang bemerkede jeg, at Sofies Træk var smukke og regelmæssige. Men endnu mere undrede det mig at se, at hendes Hoved hvilede paa en stor Bog. Det var ingen af hendes sed? vanlige Bøger, det saa jeg straks; men hvilken Bog kunde det da interessere hende at læse i? Det gik just dengang allerbedrøveligst med vore Skoletimen At faa dette at vide var en Umulighed, naar jeg ikke vilde
