26
Camilla Collett
vække hende. Hun holdt den omspændt med Armen, som om hun vergede for sin Hemmelighed.
Hendes Mistro til mig var grænseløs. Kun en eneste Gang har det lykkedes mig at overvinde den og bringe hende ind i en ordentlig Samtale. Jeg var paa Jagt oppe i Fjeldene, paa hvis sydostlige Knæ Gaardens lille Sæter ligger. Jeg lagde Veien over den i det Haab at træffe et eller andet Medlem af Fa* milien der, som ikke sjelden gjorde Besøg derop; iah fald kunde jeg hvile mig ud paa den smukke Skrent og faa lidt at spise af Sæterjenten. Endnu længe for# end jeg kom op til Sæteren, hørte jeg en underlig gjen? lydende Musik, der snart lød nær, snart fjern, og skjek nede tilsidst to Fruentimmerstemmer, der bestandig ah løste hverandre i at kaue. Men hvilken Stemme var ikke den ene! Saa bævende, fuld og klokkeren, saa jub? lende stærk og dog saa bøielig, gav den Gjenlyd ide fjerneste Aaser og fyldte den hver Vraa i de tause Skovdybder nedenunder. Jeg var nu saa nær, at jeg kunde overse Sætervangen uden seiv at bemerkes. Det var Sofie, der sang; hvem kunde have tænkt, at dette spinkle Pigebarn havde en saadan Dommedagsrøst. Marit gav vel Undervisningen; men det var kjendeligt, at hun betragtede sin Elev med en Art stolt Forbam seise. Ved al denne Lokken og Kauen nærmede Kjørne sig mødige og mætte til Leddet. Sofie sprang ned mod dem og op paa Leddet, og medens hun klappede den store hvide Bjeldeko udenfor, sang hun endnu en Stump af en gammel Vise med den samme forunderlig bøie? lige og vibrerende Rost, der, idet den henvendtes til Koen, fik et ganske eget Udtryk af komisk Melankoli. Uvilkaarlig undslap mig et Bifaldsraab, idet jeg traadte ud af mit Skjul. Sofie vendte et Ansigt mod mig, hvor* paa den dybeste Forskrækkelse stod malet, gjorde en Bevægelse, der skræmte alle Kjørne til den ilsomste
