Amtmandens Døtre
27
Flugt ned i Skoven igjen, og var forsvunden med dem. Jeg ligesaa fort efter; min Hund ledede paa Sporet, og efter et kort Krydstog i det tykkeste af Skoven fandt jeg hende siddende paa en Fjeldpynt, der meget steilt helder udover Dalen mod Øst. Hun rørte sig ikke; hun syntes neppe at bemerke, at jeg satte mig ned hos hende. Uviss begyndte jeg: «Hvad skal denne Flugt betyde, kjære Sofie? Hvor kan min Overraskelse over din Sang skræmme dig saa* ledes? Vær dog ikke saa sky, saa mistroisk. Er der noget underligt i, at din Stemme forbauser mig?» Istedenfor Svar begyndte hun bitterlig at græde. «Jeg forstaar dig ikke.» «Lov mig blot, at De ikke vil sige det hjemme.» «Hvilket?» «At jeg kan, at jeg har sunget.» «Men Gud, hvorfor maa de hjemme ikke vide det? Der er dog intet ondt i at synge?» «Fordi jeg da kom til at spille med Organisten. Han er saa fæl, saa fæl; De skulde blot vide, hvad den stak* kels Louise har udstaaet.» «Louise?» «Ja, min Søster Louise, hun, som blev gift med Gas* persen, som var Huslærer hos os.» «Naa saa,» sagde jeg og greb uvilkaarlig til min Hat. «De maa vide,» vedblev hun, «at da Louise var paa min Alder, havde hun en ganske übetydelig Stemme; men hun var munter og glad, og hun trallede hele Da* gen. Moder troede, der var noget udmerket ved den, og den gamle Organist blev bestilt for at uddanne den. Men da den var saa længe forsømt, maatte Sagen tages grundig. Det vil sige, at der begyndtes Kl. 8, og Timen varede til Kl. 12, akkurat saa længe, som der terske* des paa Laaven, og saa spiste vi, og saa begyndte de igjen! Og i den hele Tid sad Louise der med Node* bladet, som hun havde saa ondt for at fatte noget af, foran sig, og den ekle gamle Karl sad ved Siden af hende med sin Skraa i Munden og smækkede hende over Fingrene med en tynd Pinde og dunkede hende
