Amtmandens Dotre
29
Det vil aldrig falde dem ind at misbruge din Sang til et fast Forlystelsesapparat for Fremmede. Musikken vil gjøre dig seiv friere og mere tillidsfuld, den vil be* rige din Sjæl. Dette er endnu det allernyttigste. Tro mig, kjære Sofie, for en ung Dame er alt det skjønne nyttigt, og hun kan aldrig tilegne sig for meget af det. Hendes Sjæl trænger til al den Ligevegt, al den Seiv* stændighed, den kan naa.» Atter saa hun paa mig længe og forskende. Der laa Forundring, Smerte, Tvil i dette Blik; hun vilde sige noget, men taug. Et udtryksfuldere Ansigt har jeg al* drig set. Jeg benyttede Leiligheden, som jeg frygtede ikke vilde saa snart vende tilbage, til at udvikle dette for hende, og jeg talte saa pent og fornuftig og gav mig saa megen Air, som jeg kunde. Hun gik taus ved min Side, lidt foran, halvt vendt mod mig; engang imellem slog hun Øinene stort op; det var, som om hun indsugede Ordene. Da vi kom til Sæteren, bad jeg Marit om at skaffe mig noget at spise; thi jeg var bleven dygtig suiten; men dette paatog Sofie sig med en Venlighed og Geskjæftighed, som jeg aldrig havde set for. Vi var bleven de bedste Venner, da Hesten kom efter hende. Vi vandrede ned gjennem Skoven, medens jeg førte den ved Bidslet; men da vi naaede Bygdeveien, steg hun op, inden jeg kunde hjælpe hende. Hun havde en liden Hue, der har til* hørt Edvard, paa Hovedet og slog nu en vid Kappe om sig, der ganske tilhyllede hendes sedvanlige uklædelige Dragt. Fra Hesten rakte hun mig sin Haand og sagde med et Udtryk, der paa én Gang var bønligt og by* dende: «De holder jo nok Deres Løfte, intet Ord om Sangen.» I det Øieblik saa hun igjen ikke ud som et Barn. Hun for afsted som en Pil. Har jeg ikke ganske taget feil af hende? Skjulte der sig ikke just under alle disse Modsigelser en fint ud* præget, med sterke Instinkter begavet Sjæl, der kjæm* pede for sin Befrielse, uden at vide hvorledes hun skulde haandtere den Virkelighed, hvori hun var sat?
