Amtmandens Døtre
31
vilde forvinde det übehagelige Indtryk og forsone mig igjen med min kjære Dans. Men jeg tog feil. Alt, hvad der dunkelt og übestemt havde stødt mig, traadte her bestemtere og mere udpræget frem. Her var Indivi? dualiteterne mere fremtrædende og Kontrasterne mere iøinefaldende. Jeg kom til at sidde i en af de forreste Damerækker. Paa Gulvet havde Herrerne dels placeret sig i Grup? per, dels slentrede de op og ned langs Rækkerne, akku? rat som Officererne, der mønstrer Gelederne. I det samme lød Musikken, den hele forreste Række blev optaget paa en eneste stakkels, paafaldende svær, ung Dame nær. En Herre ved Siden af sagde blot de Ord til sin Sidemand, men saa høit, at den arme nok kunde høre det: «Veiet, men ikke fundet for let.» Hvorfor ud? sætter hun sig for en saadan Ydmygelse? . . . Hvem af os kan sikres for den? , . . Hvorfor udsættes vi for den? . . . Alle disse Spørgsmaal stormede konfust ind paa mig, medens den ene Damerække forsvandt efter den anden, og Raden kom nu til min. En ulidelig Fø? lelse af Skamfuldhed betog mig; jeg ønskede mig hun? drede Mile borte; jeg følte, at jeg vekselvis blev bleg og rød. Jeg vil slet ikke danse, sagde jeg til mig seiv. Dette kom over mig med ett. Og virkelig, efterat jeg havde givet et Par Afslag, følte jeg mig beroliget igjen og ligesom hævet i mine egne Øine. Jeg sad mellem to unge Damer, der var smukke og meget nydelige. En liden, tynd Kavaler med et fladt, intetsigende An? sigt lorgneterede os meget sterkt, men syntes ikke at kunne blive enig med sig seiv. Mine Naboersker rail? lerede ham dygtig bag min Ryg; jeg ventede intet min? dre, end at de vilde slaa Vrag paa ham. Hvor forun? dret blev jeg derfor ikke, da han bukkede for den ene, og hun reiste sig med det forbindtligste Smil! Den anden sad over; jeg forsøgte at knytte en Sam? tale med hende; men det var ikke muligt at faa et ordentligt Svar, saa forstemt og distræt var hun bleven. En Mængde Damer sad over, og der manglede ikke paa Kavalerer; men de stod blot omkring og saa til»
