32
Camilla Collett
og de, der dansede, saa ud, som om de forrettede et tungt Arbeide. Ingen af Parterne syntes at føle nogen rigtig Glæde derved, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulde tro. Mon det skulde komme af, at Damerne slet ikke faar Lov til at danse med hvem de vil? Det forundrede mig ogsaa, at de styggeste Herrer paa Ballet næsten altid opsøgte de smukkeste Damer, lige* som de ikke kunde falde nok i Øinene alligevel. Naar en saadan Herre vilde gjøre sig Rede for, hvovfov og med hvilke Tanker en saadan Dame følger ham i Dam sen, saa vilde det dog ganske bestemt falde ydmygende ud for ham. Mig forekommer det, at de uheldige Ka* valerer ogsaa burde opsøge de uheldige Damer, saa var de dog sikre paa et frivilligere fra Hjertet kommende Jo Tak. Et frivilligt Jo Tak, o, hvem giver ikke det! Vi danser med hvem det skal være, naar vi blot faar danse! Vi danser med Naale i Skoene, naar vi blot faar danse. Blandt de dansende var der en Herre, der var mig paafaldende mellem de andre. Det var en høi, slank Person med et blegt, udtryksfuldt Ansigt. Han var ikke ganske ung, og af den Maade, hvorpaa man gik af Veien for ham, sluttede jeg, at det var en Mand af Betydenhed. Det mest paafaldende var den Glæde, det Liv, hvormed han dansede. Det er umuligt at beskrive den ridderlige Gratie, den virkelige Fornemhed, der hvilede over ham, naar han boiede sig ned til sin Dame i Konversationen eller førte hende ud i Dansen, og den Livslyst, den Glæde, der da straalede ud af hans Træk. af enhver Bevægelse. Han saa ud, som om han havde vundet hende gjennem tusende Farer, ikke som om hun var tilfaldt ham ved et Magtsprog. Hvor gjerne vilde jeg ikke have danset med ham! . . . Det var, som om jeg maatte flyve ham imøde og styrte mig med ham ind i Hvirvelen ved Lyden af Musikken, der i det samme bragte mit Hjerte næsten smertelig til at banke. Og dog vilde det ingen Glæde have voldt mig, hvis han havde opfordret mig. Jeg havde maattet give ham det samme Ja med den samme Boining, det
