Amtmandens Døtre
33
samme reglementerede Smil, som han vidste, jeg vilde have givet den første den bedste Gjek, der var kom* men. Han forekom mig for god dertil
Mine Ballidelser, er de ikke i det smaa en Afspeiling af Livet?
O, i disse Ord ligger ligesom Summen af mine dunkle Barnesorger! Lykkelige Børn, hvis største Frygt har været den for en bortkommen Skolebog, som ikke har kjendt andre Sorger end Tabet af sin Dukke! Ved hvilken dunkel Tilskikkelse blev mit Sind saa tidlig vakt til en Betragtning af Livets alvorlige Sider, til en dyb Sorg, en Angst over det, vi kalder vor Bestem* meise? Vor Bestemmelse er at giftes, ikke at blive lykkelige. I den Forstand har jeg set begge mine ældre Søstre opfylde sin Bestemmelse. De tog sine Mænd med Overlæg, frivillig, og dog vilde de ikke under nogen Omstændighed seiv have valgt dem. Hvor levende staar ikke disse Scener endnu for mig; de gjorde et Indtryk paa mig, der aldrig kan udslettes. Om begge mine Svogre, der fulgte efter hinanden som Lærere her i Huset, har jeg den übehageligste Erindring. Da Marie blev forlovet med Broch, denne sære, stive, utaalelige Pedant, som hun saa mange Gange seiv havde leet af, var jeg endnu ganske liden; men jeg husker det godt endnu. Da vi var samlede, og det blev forkyndt, sagde jeg til ham: «Hvor kan du tro det, hun vil bare narre dig!» Marie der saa tidlig skulde dø blev først ofret; hun var den ældste. Hun skal have været saa smuk, men jeg har intet bestemt Indtryk deraf; maaske hen* des Skjønhed havde dette alvorligere, aandige Præg, som et Barn ikke forstaar. Men Louise var frisk og straalende som en Vaardag, da hun kom hjem efter to Aars Fråvær i Kjøbenhavn hos Tante. Denne Skjøn; 3
Camilla Collett i utv.
