34
Camilla Collett
hed, det fremmede Snit paa hendes Klæder, hendes utvungne og dog sirlige Væsen gjorde et dybt Indtryk paa mig. Det var, som om alt, hvad hun rørte ved, blev forskjønnet. Jeg saa op til denne Søster med en Art stum Beundring. Med en Skarsindighed, som kun Born har, vidste jeg at gjennemtrænge alt, hvad der angik hende. Men hun var den voksne Pige, og kun paa barnlig Vis turde jeg lægge denne min dybeste Interesse og Hengivenhed for Dagen. Jeg løb hendes Erender, gjettede ethvert af hendes Smaaønsker og søgte paa alle Maader at behage hende. Fra Tante Charlotte havde jeg til min tiende Fød* selsdag faaet en Voksdukke, og da jeg syntes, at den havde Lighed med Louise, kaldte jeg den op efter hende. Men lidt efter lidt identificerede jeg den ganske med min Søster; jeg inddigtede i dens Skintilværelse alt, hvad der bevægede hende. Fik Louise en ny Kjole, skulde Dukken have akkurat en lignende. Med denne Louise talte jeg, for hende turde jeg uden Sky udøse mit Hjerte. Jeg raadede, jeg trøstede hende i vanske* lige Tilfælde, jeg drømte de skjønneste Fremtids* drømme med hende. Dukken havde sin Bopæl inde i en dyb Niche i Grotten. Her sad den som en liden fortryllet Prinsesse, skjult for Verden, og ventede paa den Dag, da Lykken skulde komme og hente den . . .
Ja, Louises Skjæbne har jeg taget mig ganske ander* ledes nær. At hun kunde gjøre dette! Hvor jeg hadede denne Caspevs . . . Han var yngre og smukkere end Broch, havde et saakaldt «godt Hoved» og et Slags Mutterwitz, som han idelig øvede; men disse Egen* skaber tjente kun til at sætte hans Raahed og Ind* bildskhed i et sterkere Lys. Mor og mine voksne Søstre behandlede han altid plumpt og uærbødig, og han skam* mede sig ikke ved at indprente i Edvard den Grund* sætning, at alle Kvinder var et Slags underordnede
