Amtmandens Døtre
35
Væsener, der ingen bedre Behandling fortjente. Det bar ypperlige Frugter; Edvard blev fra en ganske snild Gut mod os Sostre tyrannisk og uartig. Ikke desmin# dre forelskede Hr. Caspers sig i Louise og nedlod sig til at begjære hendes Haand. Aldrig glemmer jeg den Dag. Om Morgenen havde han skrevet et Frierbrev. Ved Bordet var alle tause. Louise saa blussende ned paa sin Tallerken og rørte ikke sine Yndlingsretter, som jeg ved ikke om tilfældig var bragt paa Bordet den Dag. Mor saa høitidelig ud, og da vi reiste os fra Bordet, hjalp Caspers hende at sætte Stolen bort. Om Eftermiddagen talte Mor om Kvindens Be# stemmelse og hvad Børn skylder sine Forældre. Jeg forstod da, hvad der var paafærde; jeg vidste ogsaa, hvad Louise vilde svare; jeg vidste, at hun elskede en anden. Hun havde aldrig sagt det; men jeg vidste det dog. Jeg var gaaet saaledes ind i denne stumme Kjær# lighed med hende, at den var bleven ligesom min egen. Jeg skiftede Farve ligesom hun ved hans Navn, skjønt jeg aldrig havde set ham. Natten efter denne høitidelige Dag vaagnede jeg ved, at hun laa og undertrykte sin Hulken. «Er du vaagen, Sofie?» spurgte hun. Har hun villet aabne mig sit Hjerte, eller var det af Frygt for at robe det? Jeg troede det sidste og lod, som jeg sov. Men da det blev stille, stod jeg op og listede mig hen til hendes Seng. Hun sov. Her sad jeg til den lyse Morgen; jeg turde ikke for# lade min Post, jeg maatte overbevise mig om, at hun sov trygt, ligesom om jeg kunde beskjerme hendes Søvn. Dagen efter blev det forkyndt, at hun var for# lovet med Caspers. Da sneg jeg mig ud af Stuen, for nedover Engene og skjulte mig i det tykkeste af Sko# ven. Her græd jeg bitterlig
Naar jeg saa Caspers vise Louise Kjærtegn, forekom det mig, at hun led en offentlig Beskjæmmelse. Jeg
